Autopilot - eller forandringer ?

At mestre mindfulness giver mange gaver i hverdagen og i livet. Ikke mindst når du bruger mindfulness i forandringer.

For når det handler om at skabe sig et liv med større glæde, tilfredshed og mening, er mindfulness en af de vigtigste nøgler.

Når du mestrer mindfulness, bliver du bedre til at træffe de rigtige valg. Altså dem der er rigtige for dig.

Vi oplever vel alle at køre på autopilot. I hverdagen. I livet. En gang imellem. Mere eller mindre.

I mange situationer er det også godt at kunne.

Men når autopiloten alt for ofte styrer væk fra det vi har allermest brug for eller lyst til - så ender vi i utilfredshed og frustrationer.

Autopilotens instrukser er sat af tidligere erfaringer, af frygt, af andres forventninger osv.

Når du skal lave forandringer, skal du kunne slå autopiloten fra. For du skal gøre noget andet end det du plejer. Ellers får du det ikke anderledes.

Og her kommer mindfulness i forandringer ind i billedet. Og her er tre trin til hvordan:

1

Ro på tankestrømmen

Autopilotens benzin er dine tanker. Det tankemylder, der kører rundt i dit hoved. Bekymringer. Huskelister. Osv.

Når vi kører på autopilot - og når vi er pressede - kapper vi nærmest forbindelsen ned til kroppen. Vi mærker ikke hvad der sker der. Vi mærker ikke vores følelser og behov.

Med mindfulness lærer du at se forbi tankemylderet. Du åbner igen forbindelsen til kroppen. Du lærer at flytte fokuset som du vil. Fra tanker til kroppen, til følelser, til behov, til omgivelserne osv.

Du lærer at skifte kanal. Bevidst.

På den måde bliver du også bedre til at tage rattet ud af hænderne på autopiloten - og styre derhen, hvor der er bedst for dig at være.

2

Kompasset - Kend dig selv

Når du således har fået ro på - kan du nu gå på opdagelse i dig selv.

Du lærer din krop at kende. Kroppens signaler. Kroppens behov.

Du mærker hvordan kroppens tilstand har indflydelse på din hverdag og dit liv. Og dermed bliver bevidst om hvad du kan gøre for at kroppen har det godt.

På samme måde med følelserne. De sidder i kroppen. Føles i kroppen. De signalerer hele tiden til dig. Og med mindfulness bliver du bedre til at opfange og forstå disse signaler.

Og tankerne også. I mindfulness træningen arbejder vi også med at blive bevidste om kvaliteten af de tanker, der farer rundt. Og fodrer autopiloten.

Er det tanker, der støtter dig? Eller "slår dig i hovedet"? Hvad er det for overbevisninger, du har? Og hvordan påvirker det dine valg?

Udforskningen af dig selv på denne måde, vil gøre dig endnu mere klar på hvad det er vigtigt for dig. Hvad der er godt for dig.

Du kan bruge dig selv som kompas, når du vil forandre noget i dit liv.

3

Bevidst handling - til forandringer

Det tredje trin er den bevidste handling.

Når du er god til at skabe ro i hovedet og i kroppen - og god til at bruge dig selv kompas - kan du handle meget mere bevidst.

Du ved hvor du skal hen. Og hvorfor du skal derhen.

Og hvorfor du skal gøre en ekstra indsats. Prøve noget nyt. Trodse frygten. Trodse falske overbevisninger.

Du lægger lige et splitsekunds pause ind, før autopiloten laver en auto-reaktion. Og mærker i dig selv, hvordan du bedst handler. Eller lader være.

Det er mindfulness i forandringer.

En genvej til at komme i gang med mindfulness i forandringer

Noget af det vigtigste du kan gøre for dig selv - hvis du ikke lige kan overskue at deltage i mindfulness-forløb - er at arbejde med vejrtrækningen.

Vejtrækningen er et godt redskab til at få ro i hele systemet. Så find dig en vejrtræknings-øvelse, der passer dig. Fx den, som er en af de gratis mindfulness-øvelser, du kan få på mail - her.

Og det er med mindfulness-øvelser, som med andre ting. Du behøver bare at tage små skridt. Gerne dagligt. Bare lidt mere opmærksomhed. Det ene resultat tager ligesom det andet med sig. Så bonus er større end indsatsen.


Læs også:

april 14, 2020

juni 29, 2016

februar 10, 2016

Om Mette la Cour


Jeg er rejsende. Rejsende i livet. Søgende.

En gang troede jeg, at jeg kunne finde livets mening, og så ville alt være godt. Men hver gang jeg har fundet et svar, dukkede der nye spørgsmål op. Eller flere svar. Mulige svar.

Nu ved jeg, at jeg vil finde rigtig mange svar. Men aldrig det endelige svar. Så jeg søger resten af livet.

Og alt ER godt

Follow me