Automatisering af nyhedsbreve
Nu skal vil tale om at automatisere sine nyhedsbreve og hvad du kan bruge det til.
Nogen gange kan det spare dig for tid - og mange gange giver det dig mulighed for at styrke din markedsføring ved at gøre noget, du ellers ikke ville have gjort.
Men hvad handler automatisering egentlig om?
Dine vanlige nyhedsbreve er mails, du skriver og sender (eller schedulerer til at sende på et bestemt tidspunkt). Alle får den samtidigt. Og så er den ligesom ude af verden igen.
Kendetegnet ved automatiserede mails er at de sendes når et eller andet sker. Du kan forberede mails, som sendes ud - måske når nogen tilmelder sig dit nyhedsbrev. Denne mail bliver også sendt til flere - men altså ikke til alle på en gang - kun til de nye, umiddelbart efter deres tilmelding.
Lad mig herunder folde lidt mere ud, hvad det egentlig er - og hvad du kan bruge det til.
Automatisering er i de fleste nyhedsbrevs-systemer en betalt funktion.
MailerLite giver dog muligheden i det gratis abonnement - et stort plus i min bog.
Hvad kan du bruge automatisering til?
Her får du nogle af de mest brugte anvendelser af automatisering:
Velkomstmailserie
Som jeg nævnte i indledningen, så er velkomstmailen - eller velkomstmail-serien - en af klassikerne.
Det betyder at du straks - og automatisk - kan byde nye læsere velkommen med en - eller flere - mails, der introducerer din forretning for læserne og allerede her aktiverer dem.
Læsere på din liste er altid allermest ivrig efter at høre mere fra dig, lige når de har tilmeldt sig. Det kan du automatisere - og give dem de gode mails at starte med. (Fremfor at de skal vente til næste fredag for at få det ordinære nyhedsbrev fra dig).
Hvis du laver en lille mail-serie kan du endda starte jeres bekendtskab med et godt tilbud, som kan forvandle læseren til en køber allerede fra start.
Freebie Flow
En anden klassiker er et Freebie Flow - en variant af velkomst-serien.
Her tilbyder du en næsten gratis gave for tilmelding til dit nyhedsbrev - og i stedet for straks at lange en PDF over disken, har du mulighed for at sende en uddybende mail-serie med. Freebie’en kunne også være et mini-kursus fordelt over flere mails.
Også her kan det være en god ide at tilbyde et tilkøb / opgradering af din Freebie gennem en lille serie sælgende mails.
Kan du se det for dig?
Opfølgning på køb
Hvis du kan fortælle dit nyhedsbrevs-system om salg i din butik, så kan du lave opfølgende mails, som bliver sendt ud efter disse køb.
Hvis din butik er en webshop og du har fx Klaviyo som nyhedsbrevs-system - så er der en tæt integration, der sætter Klaviyo i stand til at sende mails på mange forskellige hændelser i indkøbskurven.
Men der er også mange andre muligheder for at lave integrationer mellem salg og dit nyhedsbrevs-system.
Fødselsdagshilsen
Hvis dine læsere har givet dig sin fødselsdato - ja så kan du i flere systemer sende en fødselsdagshilsen automatisk til dine læsere. Måske med et godt tilbud?
Essensen af automatiseringen
Hvis vi skal blive en smule tekniske her - så består en automatisering typisk af 2 dele: 1 trigger og 1 action.
Triggeren er den hændelse, der starter automatikken - action er det, der så skal ske, når hændelsen indtræffer.
Dette kan man så sætte sammen til et helt automation-flow - af flere trigger-actions.
Triggers
Triggere kan fx være:
tilmelding - når læseren har udfyldt din formular og dermed tilmeldt sig din mail-liste
tags - når læseren får tildelt et bestemt tag
datoer - det kan enten være en specifik dato - men oftere en forsinkelse mellem 2 actions.
klik - når en læser klikker på et link
Actions
Actions kan typisk være
send en mail
tildel eller fjerne et tag
Betingelser
Når man bygger et flow af flere trigger-actions, tilbyder systemerne ofte også muligheden for at indlægge betingelser ind imellem.
Det kan du bruge, hvis du laver en mail-serie med salg for øje. Her kan du således konstruere, at hvis en læser køber allerede i 3. mail - så kan du med betingelsen trække dem ud af mail-serien, så de ikke får resten af mail-serien.
Mailserie og nyhedsbrev?
Automatisering i dit nyhedsbrevs-system er rigtig smart.
Selvom du kan konstruere lange flows med masser af betingelser - så er den mest almindelige anvendelse - som jeg støder på - oprettelse af Freebie-flows.
Og det er virkelig brugbart.
Hvis du har en forretning, der er god til email-markedsføring, kan du på denne måde udvikle et flow, der sælger for dig - uden at du skal gøre andet end at lave flowet. Og så tage imod kunderne, når de kommer.
Hvis du kaster dig ud i automatiseringer, skal du huske at holde tungen lige i munden i forhold til dit nyhedsbrev.
Du skal i hvert fald overveje grundigt om læsere, der er på vej igennem en mailserie og skal modtage dine ugentlig nyhedsbreve samtidigt.
Mange gange er det en god ide at udelukke læsere midlertidigt fra nyhedsbrevet, mens de er i gang med en serie. Det kan du heldigvis styre med tags i din automatisering.
Har du brug for hjælp til at komme igang med automatiseringer - så er du naturligvis velkommen til at kontakte mig.
Eller du kan kigge på min “Freebie Flow Pakke”.
0 comments