Nærvær i livet.

Om at leve i nuet

Leve i nuet - Piet Hein siger det så kort og præcist - så lad mig starte med hans gruk Om at leve i nuet:


At leve i nuet er livets teknik –

Og alle folk gør deres bedste,

Men halvdelen vælger det nu, som gik,

Og halvdelen vælger det næste.


Og det forrige nu og det kommende nu,

Blir aldrig i livet presente,

Og alle folks levetid går sågu,

Med bare at sidde og vente.


For det nu, som er gået, er altid forbi,

Og det næste blir aldrig det rette,

Næ, sørg for at nuet, du lever i,

Engang for altid er dette.

Men hvad er det egentlig for et nu, du skal leve i?

Hvor længe varer nuet?

Det har to perspektiver - det korte og det lange:


At leve i nuet - det korte perspektiv

Dette er den mest udbredte måde at forstå "nærvær".

Det handler om at være til stede med det du gør lige i dette sekund. At du yder din fulde opmærksomhed på det du er i gang med.

Kør bil når du kører bil.

Leg med dine børn når du leger med dine børn.

Lav mad når du laver mad.

Osv.

Når du træner denne muskel vil du opleve meget bedre fokus og koncentration.

Du løser opgaver mere effektivt - og sandsynligvis også med en bedre kvalitet.

Eller du oplever større kvalitet i samværet med andre.

Du kan finde flere citater om nuet - om nærvær her: Gode citater om ro og nærvær


At leve i nuet - det lange perspektiv

Prøv at forestille dig en lang linie. Den symboliserer hele dit liv. Sæt et mærke der, hvor du er nået til nu.

Forud for dette mærke er der en lang række af andre mærker. De forskellige perioder i dit liv.

Nogle ser du tilbage på med glæde - andre med blandede følelser.

Men hver især indeholder de forskellige perioder en række hændelser, der i en eller anden grad har haft indflydelse på hændelser i andre perioder.

Og kig på resten af linien. Den skal fyldes med nye hændelser og perioder fremover. Hændelser der udspringer af tidligere hændelser - og af den periode i dit liv, der er lige nu.

Og uanset hvad du synes om dit liv lige nu - er der masser af hændelser, du lærer noget af. Der bygger dine erfaringer op. Hændelser som kommer til at præge din fremtid.

Nærvær i livet

Lever du i det liv, du har lige nu?

Mange mennesker drømmer om forandringer i livet. Det gør jeg også. Det er ok. Vi vil lære mere. Vi vil udvikle os. Vi vil prøve noget andet.

Det er jo bare lige nu og her, vi lærer mere. Det er jo de ting, der sker lige nu, der fører os videre.

Så husk at leve livet lige nu. Den periode du er i.

Nyd den. Tag ved lære. Glæd dig over den.

For det er det, der sætter tonen for resten af livet.

Læs mere: Pyt-knappen – og nærvær i livet


Lær at træne mindfulness

Mindfulness-træning er nøglen til at leve i nuet.

Når du træner mindfulness, øver du dig i at holde din opmærksomhed i nuet.

Du lærer at opdage og forholde dig til alt det, der forhindrer dig i at være nærværende i nuet. Forhindrer dig i at leve i nuet.

Læs mere: Mindfulness Principper


Læs også:

december 9, 2019

februar 10, 2016

november 1, 2018

Om Mette la Cour


Jeg er rejsende. Rejsende i livet. Søgende.

En gang troede jeg, at jeg kunne finde livets mening, og så ville alt være godt. Men hver gang jeg har fundet et svar, dukkede der nye spørgsmål op. Eller flere svar. Mulige svar.

Nu ved jeg, at jeg vil finde rigtig mange svar. Men aldrig det endelige svar. Så jeg søger resten af livet.

Og alt ER godt

Follow me